BuffyFan DK forside Reklamer på BuffyFan DK
Robin Hood Robin Hood
Sæson 1 (DK)
CDON.COM - din danske plade- og filmbutik
Din danske plade- og filmbutik på nettet
Ugly Betty
Sæson 2 (DK)
Ugly Betty
forside | nyheder | forum | sidste afsnit | episoder | episode guide | quiz | merchandise | galleri | skuespillere | Angel | Angel guide | Firefly | Firefly guide | Tru Calling | opdateringer | kontakt
Opdateret 25-05-01

Foromtale

Resumé

Kommentarer

Hentydninger til andre afsnit

Vidste du at...

I Only Have Eyes For You


Episode: 31
Dansk titel: Du er den eneste ene
Bedømmelse:
Seertal TV2 111.000

Skrevet af Marti Noxon - Instrueret af James Whitmore Jr.

Foromtale

Kærlighed varer evigt - selv efter døden

Der sker mystiske ting på skolen - selv i forhold til Sunnydales standard. En elev skal lige til at skyde sin kæreste, fordi hun åbenbart vil forlade ham, men Buffy får det forhindret. Mystikken breder sig, da de to bagefter slet ikke kan forstå hvad de skændtes om - og pistolen er pist væk! Og det er kun begyndelsen...

Skolen er hjemsøgt, men har det noget at gøre med en tragedie der skete i midten af 50'erne? Eller er det Jenny som forsøger at sende en besked fra det hinsides?





Resumé

 
"Love is forever"
 
  Buffy er på vej hjem fra the Bronze, men vil lige smutte forbi skolen, for at høre Giles om hun skal patruljere i nat. På skolen er to kærester kommet op og skændes med hinanden, fordi hun vil forlade ham, hun siger hun ikke længere elsker ham. Han står han med en pistol i hånden og skal til at skyde, da Buffy kommer forbi og heldigvis får ham overmandet. Bagefter kan de begge slet ikke forstå hvad der er sket, de var ikke engang uvenner. Pistolen, som nu er sporløst forsvundet, har han ingen ide om hvor han havde fra.

Næste dag bliver Buffy kaldt ind på inspektør Snyder's kontor, ikke for at blive takket, han er overbevist om det hele er hendes skyld, han mangler bare at finde ud af hvordan. Snyder bliver nødt til at forlade kontoret et øjeblik, mens Buffy sidder og venter falder der uden grund en bog ud af reolen, skolens årbog fra 1955.

Buffy sidder og småsover i en af timerne senere på dagen, da kun pludselig ser lokalet som det så ud for mange år siden, alle eleverne har gammeldags tøj og frisure. Hun ser en elev - James - stå og snakke med sin lærer - Grace - da alle andre elev har forladt lokalet, det er tydeligt at de er mere end almindeligt glade for hinanden. Lige så pludseligt som det begyndte er hun tilbage i nutiden, hvor læreren fortæller og skriver på tavlen: "Forlad mig ikke - din kælling". Det var tydeligvis ikke det der var hans mening at skrive, for han visker det ud i samme øjeblik han opdager det - til klassens store morskab. Efter timen snakker Buffy med Xander om det der er sket, lige indtil han åbner sit skab og der kommer en arm ud og forsøger at trække ham ind i skabet! Buffy får lågen smækket i, men da de åbner igen, er der ikke noget unaturligt derinde. Giles tror det er en poltergejst der er på spil.

Om aftenen sker det igen! En lærer, der er på vej hjem, og pedellen begynder at skændes, nøjagtigt på samme måde og med samme ordlyd som aftenen før. Desværre er der denne gang ingen til at forhindre at det udviklet sig, det ender tragisk ved at han skyder hende udenfor på terrassen, da der lige pludselig dukker en pistol op i hånden på ham. Samme pistol opløser sig i den blå luft - bogstaveligt talt - bagefter.

 
"Føl jer aldrig trykket af min autoritet - Undtagen i dette tilfælde, hvor jeg helt tydeligt har ret og I tydeligvis tager fejl"

Giles

 
  Næste dag er Giles overbevist om det er Jenny der er ånden, men det går de andre ikke med på, men han er fuldstændig forblændet. De undersøger selv sagen nærmere, og opdager at i 1955 var der en elev der skød en af lærerne under Sadie Hawkins-ballet, som afholdes igen denne aften, hvorefter han skød sig selv. Rygtet siger at de havde en affære og hun brød med ham. Buffy kan genkende dem begge fra den drøm hun havde tidligere i klasseværelset.

Middagspausen udvikler sig til vild kaos i kantinen, da maden bliver til levende slanger og andet kryb, og alle flygter ud af skolen. Kort tid efter vrimler skolen med politi og redningsfolk, mens Snyder snakker med politichefen om en god undskyldning for det der er sket, men Snyder advarer ham samtidig om, at før eller siden finder folk ud af at de bor oven på Helvedes Gab (The Hellmouth).

Willow mener at havde fundet en løsning på problemet - eksorcisme. De skal forsøge at danne en magisk trekant, hvor der er en der messer i brændpunktet, på terrassen hvor det hele er sket, mens de andre tænder et lys og messer tre steder der danner en trekant. Det skulle binde ånden og forhindre den i at gøre mere skade.




De er netop kommet indenfor på skolen lidt før midnat, da alle dørene smækker i - ånden har spærret dem inde på skolen! De har ikke andet valg end at sprede sig og fortsætte med deres plan. Buffy kommer forbi musiklokalet, hvor hun ser James og Grace danse kærligt med hinanden, indtil hans ansigt pludselig viser sig at være halvt forrådnet. Det følges hurtigt op af flere syn, hvor hun ser ham skyde Grace inden han selv begår selvmord. Willow kommer i mellemtiden i store problemer, netop som hun skal til at tænde sit lys, åbner der sig et hul i gulvet og begynder at suge hende ned. Giles, som heldigvis er på skolen for at forsøge at komme i kontakt med Jenny, redder hende. Giles indser nu omsider, at det ikke er Jenny, hun kunne aldrig være så ondskabsfuld. Præcis ved midnat tænder de alle deres lys, men uden den ønskede virkning, de blæses ud. I stedet kommer der en enorm sværm hvepse flyvende ned af gangen, de har ikke andet valg end at tage benene på nakken og flygte ud af skolen, efter Buffy har sparket en dør op. Hvepsene omkranser hurtigt hele skolen, ingen kan længere komme ind.


Helskindet hjemme hos Buffy igen, samler de op på det de ved indtil nu. Det er James' ånd som genoplever det han har gjort, som en form for skærsild, selvom han kun ønsker tilgivelse. Buffy er ubarmhjertig, han fortjener ikke tilgivelse, han må bare leve med det frygtelige han har gjort - i al evighed. Men som Cordelia antyder, identificerer Buffy sig ikke lidt rigelig med ham, pga. hendes skyldfølelser over alt det grusomme Angel gør.  
 
"Han kan ikke leve med det, Buffy - Han er død!"

Xander

 

Buffy forlader de andre lidt, da hun pludselig hører en stemme - 'Jeg behøver dig' - og som i en form for trance går tilbage til skolen, hun er tryllebundet af ånden. Da hun nærmer sig indgangen, lader hvepsene hende kommer igennem og ind på skolen, hvor dørene åbner sig helt af sig selv for hende. De andre opdager hurtigt at hun er tilbage på skolen, men de kan ikke komme ind og hjælpe hende, så de glæder sig over at heller ingen andre kan komme derind, så intet kan ske.

Men der tager de fejl, Angel dukker også op inde på skolen. Drusilla har haft et syn, hvor hun ser at tiden er inde, vampyr-dræberen er nu klar til ham - derfor er han kommet. Hvepsene kan ikke gøre ham noget. Så går det i gang igen, de gennemlever begge det der skete i 1955, men denne gang er rollerne byttet om, Buffy er James mens Angel er Grace. Det ender som tidligere med at Buffy/James skyder Angel/Grace - ved et uheld viser det sig - og begiver sig hen til musiklokalet for at begå selvmord. Men inden det kommer så langt, dukker Angel/Grace op, et pistolskud kan ikke skade en vampyr. Grace fortæller at det var et uheld, hun løj da hun sagde hun ikke elskede ham længere, hun elskede ham til sit sidste åndedrag. De omfanger og kysser hinanden, da James nu har fået sin tilgivelse er hans ånd forløst, vi ser et lys omkranse Buffy og Angel, mens de står og kysser hinanden, og lyset stiger langsomt til vejrs. Da ånden nu har forladt dem, bliver de sig selv igen, han skubber hende væk fra sig og flygter ud af lokalet, mens hun står bedrøvet tilbage.

Alt er nu normalt på skolen igen, men et eller andet sted forstår Buffy stadig ikke hvorfor Grace tilgav ham. Angel og Drusilla er gået på 'jagt', han trænger til et meget gement drab for at få det han lige har gennemgået ud af systemet. De har ladt Spike blive tilbage, de har ikke meget tid og han er en klods om benet i sin rullestol. Men han er slet ikke så handicappet som det ser ud, han rejser han sig og sparker rullestolen væk i vrede da de er væk - har han noget i ærmet?


Kommentarer



Et gennemtænkt og spændende afsnit. Ideen er ikke ny, men den er gennemført og specielt den sidste del hvor Buffy og Angel gennemlever tragedien igen, med klippene frem og tilbage mellem dengang og nu, trækker bedømmelsen op. Marti Noxon, som har skrevet afsnittet, har en speciel evne til at få historien til at dreje sig om Buffy og Angel og deres følelser for hinanden, bare tænk på "What's My Line 1 & 2" (21-22) og "Surprise" (25) (hvor Angel mister sin sjæl), som hun bl.a. også har skrevet og som virkeligt spiller på deres forhold. Jeg må nok indrømme, at jeg er vild med når historien handler om de to.

Som altid spiller Sarah Michelle Gellar (Buffy) fantastisk når det som her drejer sig om meget emotionelle scener, og samspillet med David Boreanaz (Angel) giver det lige den sidste tand. Alyson Hannigan (Willow) skal også fremhæves. I scenen i starten af afsnittet, efter hun har undervist Jennys tidligere klasse, udstråler hun en smittende glæde (og naivitet), som man bliver i et helt godt humør af at se.

En lidt 'skjult' historie i afsnittet er Buffys skyldfølelser over de grusomme ting Angel går og laver. Hun opfatter sig selv som ansvarlig, fordi det hun mener det er hendes skyld at han er blevet ond igen, derfor den meget ubarmhjertige holdning over for James' ånd og hans ønske om tilgivelse.

For første gang siden afsnit 15 - School Hard, er det tegn på at andre kender til Helvedes Gab (The Hellmouth), hvad man kan høre i samtalen mellem Snyder og politichefen. Den antyder endda at han er ansat af byrådet og borgmesteren for at tage hånd om netop dette. Måske en indikation af hvor handlingen bevæger sig hen ad.

Det eneste lidt negative jeg kan sige, er de scener med Angel, Drusilla og Spike, de er lidt for mærkelige, selvom James Marsters (Spike) gør det godt som den forsmåede 'ægtemand'. Grace's fald ned fra terrassen virker også lidt billigt.

Jeg kunne godt tænke mig en anden titel til afsnittet: 'Love is forever', som de så rammende siger flere gange i afsnittet.


Hentydninger til andre afsnit

Politichefen Bob, spillet af Brian Reddy, var også med i afsnit 15 - School Hard, hvor han, nøjagtigt som her, havde en samtale med Snyder om hvilken undskyldning de skulle bruge for at dække over de ting der var sket (dengang overfaldt Spike skolen på jagt efter Buffy). Her går historien et skridt videre, og vi kan forstå ud fra deres samtale, at både Snyder, politichefen, byrådet og borgmesteren har kendskab til Helvedes Gab (The Hellmouth).

Spike, Drusilla og Angel har været nødt til at finde et nyt sted at bo, fordi det gamle brændte ned. Det sket i forrige afsnit, 29 - Passion, hvor Giles satte ild til den gamle fabrik i hans hævntogt efter Jennys død.


Vidste du at...

I USA hvor man helst skal advare om alt muligt for at undgå sagsanlæg og lignende, var dette afsnit efterfulgt af en meddelelse om teenager selvmord.




 
  "Buffy the Vampire Slayer" TM and © Twentieth Century Fox and its related entities. All rights reserved. Any reproduction, duplication or distribution of these materials in any form is expressly prohibited.
This web site, its operators and any content on this site relating to "Buffy the Vampire Slayer" are not authorized by Fox.

Visit the official Buffy the Vampire Slayer Site