|
Foromtale
Resumé
Kommentarer
Hentydninger til andre afsnit
Vidste du at...
|
| Episode: |
47 |
| Dansk titel: |
Gruppens Zeppo Marx |
| Bedømmelse: |
     |
| Seertal TV2: |
106.000 - Søndag 8/10 2000 kl. 15.05 |
Skrevet af Dan Vebber - Instrueret af James
Whitmore Jr.
|
| Foromtale |
|
| Resumé |
|
I en grotte under byen lykkes det Buffy og
Faith at gøre det af med nogle kvindelige
dæmoner, men ikke uden stor hjælp fra Giles
og Willow, med en af hendes hekseformularer.
Efter kampen kravler Xander fortumlet frem
fra en bunke affald, han var ikke til den
store hjælp, da han hurtigt blev stået ud.
De andre er bekymret for ham, en dag risikerer
han at komme alvorligt til skade - næste
gang skulle han måske holde sig i baggrunden,
bare for hans egen sikkerheds skyld.
Næste dag i frokostpausen forsøger Xander
at spille bold med nogle af de andre elever,
da den ved et uheld lander midt i Jack O'Tooles
mad, en slagsbroder med et dårligt rygte.
Xander er ikke glad, da han opdager hvem
det er, men får godt nok bolden tilbage,
dog ikke uden at blive lovet tæsk. Det bliver
ikke bedre af, at Cordelia har overværet
det hele og nu håner ham, som kun hun kan
gøre. Det må været hårdt for ham, som den
eneste i gruppen, ikke at kunne bidrage med
noget, men Xander forsikrer hende om, at
han er en vigtig del af gruppen. Det har
hun kun et grin tilovers for - næ, han er
den overflødige del af gruppen. Cordelias
ord sårer ham dybt og efter lange overvejelser
kommer han frem til, at han må have en ting, noget som gør ham speciel. Stor er Buffys
og Willows overraskelse, da han dagen efter
kører op på siden af dem i en flot og skinnende
åben Chevrolet fra 1957 - det er hans ting. Dog er det ikke hans egen, men en han har
lånt af sin onkel.
Giles har i mellemtiden fundet ud af mere
om de kvindelige dæmoner, de var oppe mod.
De er en del af en kvindelig Apokalypse kult,
som kun eksisterer for at fremkalde jordens
undergang og det ser ud som om de har tænkt
sig at genåbne Helvedes Gab, som bekendt
åbner midt i biblioteket! Da Xander hører
om de nye problemer, tilbyder han straks
sin hjælp til Buffy... så han bliver sendt
hen efter doughnuts til dem. Der møder han
Cordelia, hvad selvfølgelig udløser flere
hånlige kommentarer om hans betydningsfulde
opgave. Hendes smil stivner dog lidt, da
der dukker en sexet lyshåret pige op, som
er meget interesseret i Xander og hans bil
og gerne vil ud og køre en tur med ham.
Xander er sammen med pigen på The Bronze
om aftenen, men Xander keder sig i hendes
selskab, det eneste hun kan snakke om er
biler. Han øjner en redning fra kedsomheden,
da Angel kommer ind af døren, men han har
ikke tid, han leder efter Buffy, da noget
frygteligt er ved at ske. Xander tilbyder
at gå med ham og hjælpe, men Angel afslår,
det er bedst han holder sig i sikkerhed.
Skuffet skal Xander til at køre endnu en
tur med pigen, da han uheldigvis kommer til
at snitte bilen foran - og til hans store
rædsel stiger Jack O'Toole ud af den! Det
bliver ikke bedre, da Jack trækker en meget
stor kniv frem og truer Xander. Til alt held
kommer der i det samme en politibetjent forbi,
men Xander forsikrer ham om, at der ikke
sker noget, kun lidt småbryderier, ikke noget
seriøst, så han går igen. Jack accepterer
nu Xander, da han ikke sladrede selvom han
havde chancen, så Jack syntes de alle skal
have det lidt sjovt, køre en lille tur og
hente hans kammerater. Det viser sig, at
de skal hente Jacks kammerater på kirkegården,
hvor han gennemfører et ritual og en efter
en bringer de døde kammerater tilbage fra
graven!
Buffy og Willow har kastet sig over de gamle
bøger, i et forsøg på at finde ud af mere
om de kvindelige dæmoner og hvad de har for.
Men uden held indtil videre, så Buffy opsøger
Willy i hans bar, da han har gode forbindelser
til underverdenen. Men stedet er fuldstændigt
smadret og Willy selv har fået alvorlige
bank. Forpint fortæller han Buffy, at de
ledte efter Angel og hende, der er ikke noget
som skal stå i deres vej, da det sker inden
solopgang...
Jack og hans venner er i rigtigt højt humør,
nu de er bragt tilbage til livet igen. Xander
er slet ikke glad for det han er blevet rodet
ind i, så han tilbyder at sætte dem af et
eller andet sted, men det skal han slet ikke
bekymre sig om, er svaret - han er en af
dem nu. Mens de bryder ind i en forretning
for at samle nogle ting de skal bruge, sidder
Xander udenfor i bilen og venter, da han
ser Willow komme ud af den nærliggende magi-forretning,
hvor hun har købt nogle ingredienser til
en beskyttelse, som Buffy skal bruge til
det der sker i nat. Hun har travlt og har
ikke tid til at fortælle ham mere, så Xander
har stadig ingen ide om, hvad det frygtelig
er, som der åbenbart er ved at ske. Xander
har efterhånden fået nok af det hele, men
Jack og hans venner vil ikke lade ham gå,
de truer i stedet med at slå ham ihjel, så
han rigtig kan blive en del af deres gruppe.
Det lykkes dog alligevel Xander at snyde
dem og køre væk.
Ikke langt der fra får Xander øje på Faith,
som er i en drabelig kamp mod en af de kvindelige
dæmoner. Det lykkes ham kortvarigt at sætte
dæmonen ud af spillet, ved at køre ind i
hende, netop længe nok til at Faith kan hoppe
op i bilen og slippe væk sammen med ham.
De flygter til Faith motelværelse, hvor hun
nærmest kaster sig over Xander, da hun som
altid er blevet tændt af kampen og hurtigt
ender de i sengen sammen. Efterfølgende bliver
han med en kort bemærkning sendt ud på gaden
- det var skønt, men nu skal hun i bad. Tilbage
i bilen kigger han nærmere på de ting, som
Jack og de andre har efterladt og opdager
chokeret, at det er alle ingredienserne til
en bombe! På biblioteket har Giles og Willow
travlt med forberedelserne til det der snart
skal til at ske. Det er fuldmåne tid, så
med stort besvær får de flyttet varulv udgaven
af Oz fra bibliotekets bur til et sikkert
sted, mens der sker skumle sager i skolens
kælder. Det er Jack og vennerne, som er ved
at samle deres bombe.
Xander er klar over, at det her er alt for
stort for ham, så han opsøger Buffy og Angel,
men det er et meget dårligt tidspunkt, de
har nok at gøre med deres eget problem. Så
han er helt på egen hånd, da han får øje
på Jack og de andre midt på vejen, hvilket
giver ham en ide. Han kører stille og roligt
op på siden af dem, men pludselig griber
han fat i en af dem og speeder op, så han
bliver trukket med ved siden af bilen. Hængende
der, er han tvunget til at fortælle Xander,
at bomben er i fyrrummet på skolen, men inden
han kan nå at afsløre hvordan bomben kan
desarmeres, kommer Xander for tæt på en postkasse
og fyren bliver bogstaveligt et hoved kortere.
Helvedes Gab nu åbnet og kampen raser i biblioteket,
men det er Xander lykkeligt uvidende om,
da han når frem til skolen med Jack og hans
venner i hælene. De starter med at dele sig
i deres søgen efter Xander, men det lykkes
hurtigt Xander at klare en af dem og den
anden ender i klørerne på nogle af de kvindelige
dæmoner - nu er der kun Jack tilbage. Xander
finder hurtigt bomben i kælderen, men mens
han spekulerer over, hvordan han skal desarmere
den, bliver han overfaldet af Jack. Mens
de kæmper tikker tiden nedad og snart har
de ikke meget tid, hvis de skal nå at slippe
ud, inden det er for sent. Det er Xander
helt klar over, så han stiller sig mellem
døren og Jack, for at forhindre ham i at
slippe ud. Nu starter det psykologiske spil,
hvem er mest bange for at dø? Uret tikker
dernedad, Xander er fuldstændig rolig, mens
Jack er tydeligt nervøs og bange. Da der
er 2 sekunder tilbage bryder Jack sammen
og river en af ledningerne ud, så nedtællingen
stopper. Selvsikker går Xander over til Jack
og ser ham direkte i øjnene - han vil ikke
længere se ham i nærheden af skolen, derefter
forlader han lokalet. Jack går ud af en anden
dør, mens han mumler for sig selv - 'næste
gang Xander vender ryggen til, så...'. Mere
når han ikke, for da han åbner døren springer
varulv udgaven af Oz på ham... Det var i
kælderen at Willow havde bragt Oz i sikkerhed.
Næste dag i skolen sidder Buffy, Willow,
Oz og Giles, kvæstet og forslået, og snakker
om nattens succesrige, men smertefulde kamp
mod uhyret fra Helvedes Gab. Xander møder
Cordelia, som straks går i gang hvor hun
slap og håner ham. Men Xander siger ikke
noget, giver hende bare et selvsikker smil
og går forbi hende - han ved bedre...
|
| Kommentarer |
   
Et underligt rodet og irriterende afsnit,
det virker nærmest som to afsnit der er klippet
sammen til et, hvor det var nødvendigt at
udelade en del scener. Afsnittets ide er
god og sympatisk, selvom den ikke er særlig
original, det er Xanders afsnit, ham der
er helten for en gangs skyld. Men det går
helt galt med sidehistorien, som skal holde
de andre beskæftiget imens, den er simpelthen
for spændende, betydningsfuld og voldsom
i forhold til den kun skal være fyld, den
kunne sagtens bære et helt afsnit i sig selv.
De forsøger at redde hele verden, mens Xander
'bare' forsøger at redde skolen - og alligevel
skal vi opfatte Xanders historie som den
vigtigste...
På nogle punkter virker afsnittet lidt som
en parodi, f.eks. da Xander afbryder Buffys
og Angels følelsesladede diskussion, mens
det på andre tidspunkter bare er irriterende,
at man kommer så abrupt ind i nogle scener,
uden at se hvad der leder op til det. F.eks.
Buffys og Angels diskussion (igen), Willy
der er slået sammen i baren og Helvedes Gab
der pludselig er åben igen. Slutscenen, hvor
Buffy, Willow og Giles fortæller om deres
kamp for at lukke Helvedes Gab, er specielt
irriterende, vi hører om en masse ting, vi
slet ikke har set noget til.
Under Xanders forsøg på at finde og desarmere
bomben, lykkes det fint at få flettet lidt
af den anden historie ind i Xanders, specielt
vellykket da de bliver overrasket og flygter
fra de kvindelige dæmoner, som dog gør det
af med en af Jacks venner og selvfølgelig
da varulven springer på Jack. En kort scene
skal fremhæves, da en af Jacks venner ser
ind af vinduet til biblioteket og bliver
overrasket over det han ser, nemlig de andres
forsøg på at lukke Helvedes Gab.
Vi oplever Buffys og de andres historie delvist
gennem Xanders øjne, vi ved kun det han ved,
hvor vi normalt oplever det fra den indforståede
synsvinkel af, det er nyt og anderledes,
men det er ikke brugt konsekvent gennem hele
afsnittet. I starten er alt som det plejer,
vi følger dem tæt og ved hvorfor de gør de
forskellige ting, men efterhånden glider
vi ud af billedet, vi ser dem gøre nogle
ting, men uden rigtigt at vide hvorfor, f.eks.
Willows indkøb i magi-forretningen.
Afsnittets bedste scene er til allersidst,
hvor Xander selvsikker og uden at sige et
ord, bare går forbi Cordelia, da hun igen
begynder at fortælle, at han er betydningsløs
- men han ved bedre... Han var godt nok ynkelig
at se på i starten, så det er rart for en
gangs skyld at se Xander klare noget på egen
hånd og blive helt, selvom det kun er ham
selv der ved det. En meget smuk scene er
da Faith og Xander ender i sengen sammen,
efter han har hjulpet hun væk fra dæmonen,
med en flot melodi i baggrunden. Man må sige,
at han får oplevet noget den aften...
Sikke et rod der må være på skolen næste
dag, mærkeligt at ingen bemærker det...
|
| Hentydninger til andre afsnit |
Det er første gang i et godt stykke tid,
at Faith har været med. Hun blev godt nok
kort nævnt i sidste afsnit, med har ikke
været med siden 'Revelations' (41).
'Kan du huske monstret, der næsten slap ud
den aften jeg døde?' Her tænker Buffy på
dengang i 'Prophecy Girl' (12), hvor hun
døde af The Masters bid, men blev genoplivet
af Xander. Dengang åbnede Helvedes Gab sig
også midt i biblioteket, men lukkede sig
igen, da Buffy besejrede The Master. Monstret
i dette afsnit er det samme som dengang.
Willow nævner på et tidspunkt, at hun sommetider
har mareridt om bl.a nøgenhed (det blev dog
ignoreret i underteksten). I 'Nightmares'
(10) hørte vi ellers, at det er Xander der
har mareridt om det, det var bl.a en af de
mareridts, der pludselig blev virkeligt i
det afsnit.
Restfield kirkegården, hvor Giles forsøger
at påkalde de åndelige vejledere (The Spirit
Guides), blev også besøgt i 'Revelations', hvor Angel fandt Myhnegons handske (The
Glove of Myhnegon).
Den magi-forretning, hvor Willow køber nogle
ingredienser, er højst sandsynligt den samme,
som hun handlede i i 'Lovers Walk' (42).
Willy og hans bar, et yndet tilholdssted
for vampyrer med mere, var sidst med i 'Amends' (44), hvor Buffy opsøgte ham for at få informationer
om The Firsts tilholdssted.
|
| Vidste du at... |
Zeppo hentyder til den yngste af Marx brødrene
(som den lidt åndede danske titel også antyder),
som optrådte som komikere fra 1920'erne til
40'erne. Herbert 'Zeppo' Marx var primært
kendt som den unyttige, da det altid virkede
som han stod i skyggen af de øvrige.
Scenen i skolens kantine i starten af afsnittet,
hvor Xander sammen med Oz diskuterer hvad
man skal gøre for at være 'cool', er der
genbrugt et klip fra et tidligere afsnit.
Scenen starter med der panoreres hen over
nogle bakker med mad, hvorfra der øses op,
mens vi hører Xander snakke. Hvis du har
meget gode øjne (eller bruger pauseknappen
på videoen), kan du se Xander, Buffy og Willow
sidde sammen ved et bord i baggrunden. Det
passer slet ikke med dette afsnit, nemlig
fordi klippet stammer fra 'I Only Have Eyes For You' (31), lige inden kantinen pludselig vrimlede
med slanger.
Nicholas Brendon (Xander) har senere spillet
sammen med Channon Roe (som spiller Jack)
igen. De er begge med i filmen 'Psycho Beach
Party', som på nuværende tidspunkt endnu
ikke har haft dansk premiere.
|
|