BuffyFan DK forside Reklamer på BuffyFan DK
forside | nyheder | forum | sidste afsnit | episoder | episode guide | quiz | merchandise | galleri | skuespillere | Angel | Angel guide | Firefly | Firefly guide | Tru Calling | opdateringer | kontakt
Opdateret 02-03-04



Angel soundtrack
Angel soundtrack hos Amazon.co.uk
Angel soundtrack

In Association with Amazon.co.uk
Amazon.co.uk
Tegneserier


Fray

Anmeldt af Kent Damgaard

Anmeldelse af "Fray" (trade paperback udgave)

Det er ikke mange serieforfattere, der kan få deres fans til at vente et helt år på slutningen af en historie, men Joss Whedon er heller ikke nogen Hr. Hvemsomhelst. Fray var sammen med Angel mini-serien hans forsøg på at bevise at han også mestrer tegneserie-mediet og i begge tilfælde indfriede han til fulde forventningerne. Desværre var forsøget også henlagt til en af hans karrieres mest travle perioder, Buffy og Angel kørte på fuldt tryk, der var stadigt snak om en tegnefilm med Buffy og så var der hans eget projekt med Firefly ved siden af - nogen måtte lide under det og desværre blev det Fray.

Nu er de otte afsnit af Fray så samlet i et bind og det fortjener serien i høj grad, så den kan læses i et langt stræk, hvor stemningen ikke går tabt mellem hvert nummer af serien.

Fray bygger videre på Buffy-universet, men det er en overbygning til Buffy, der er lavet inden syvende sæson var skrevet, så læsere der har set hele syvende sæson kan ikke undgå at finde mindre ting, som strider mod den måde Buffy udvikler sig senere.

Vi skriver det 26. århundrede, Melaka Fray er en ung pige, der lever af at være klatretyv uden at ane at hun snart skal blive kaldet til at være Slayer. Vampyrer har ingen nemlig hørt om i årevis, der er kun et rygte tilbage om en Slayer, som i sin sidste kamp drev dem ud af denne verden. The Council of Watchers ligner heller ikke det vi kender fra Buffys univers, århundrederne har ikke været blide ved dem.

Så i stedet finder Fray ud af sin skæbne fra en dæmon, som nok vil få de fleste der har set Giles i "A New Man" til at trække på smilebåndet. For selv om Fray på det kraftigste benægter at føle nogen form for kald til at bekæmpe vampyrer, eller lurks som de kaldes på hendes tid, så er truslen der - vampyrerne er vendt tilbage til denne verden.

Fray er lille, men barsk. Mørkhåret med lilla striber og kropslige proportioner som Karl Moline indrømmer at have ladet sig inspirere til af Nathalie Portman. Hun er sexy, men Joss havde på forhånd besluttet at hun ikke skulle være storbarmet eller stilles op i udfordrende positurer i tegningerne og det lykkes til fulde i serien. Fray virker som en virkelig ung pige, ikke et overnaturligt super-væsen.

Fray som person minder mere om Faith end om Buffy, ud over at være klatretyv, på trods af at hendes søster arbejder i politiet, så er hun kendt i nabolaget for ikke at være bange for at drikke eller starte slagsmål henne på den lokale beværtning. Men som alle figurer i Joss Whedons univers, så har hun trods det en kerne af noget godt i sig, hun har medfølelse for de svage og det viser sig at gøre forskellen da det hele brænder på.

Men inden da må Fray også kæmpe mod forskellige indre dæmoner, både i forholdet til søsteren, som er ved at komme på sporet af at lillesøster ikke altid har rent mel i posen, og i forholdet til hendes afdøde bror, hvis død bliver ved med at hjemsøge hende.

Men midt i begejstringen for Joss manuskript til historien må man ikke glemme den anden del af teamet bag Fray, Karl Moline og Andy Owens, som står for tegningerne leverer en fremragende præstation. Vi er i en fremtids verden, som er domineret af både storby skylines, hi-tech, men også forfald og cyberpunk. Billederne har en utrolig dynamik, man er fanget fra man første gang ser Fray træde ind på scenen, eller snarere falde ud af den - for hendes første optræden er i frit fald fra et højhus gennem en tæt trafik af flyvende biler.

Fra det punkt sætter serien kun sjældent farten ned, til gengæld kommer læseren på en rutsjebanetur hvor handlingen flere gange tager nogen uventede drejninger af den slags vi ved fra Buffy at Joss Whedon mestrer. Slagsmålene er velkoreograferede og uhæmmet af et budget til special effects, kan Joss rulle sig helt ud i en række scener, der viser at selv om tegneserier er et todimensionalt medie, så kan man sagtens have en handling, der udnytter alle
tre dimensioner.

Fray var værd at vente længe på og denne trade paperback er afgjort værd at investere i.

'Fray' kan købes hos Amazon.co.uk

BuffyFan DK 02-03-04



 
  "Buffy the Vampire Slayer" TM and © Twentieth Century Fox and its related entities. All rights reserved. Any reproduction, duplication or distribution of these materials in any form is expressly prohibited.
This web site, its operators and any content on this site relating to "Buffy the Vampire Slayer" are not authorized by Fox.

Visit the official Buffy the Vampire Slayer Site