|
Anmeldt af Kent Damgaard
    
Nogen ville måske sige at en anmeldelse af en Angel tegneserie ikke hører hjemme på et Buffy-site, mens andre ville sige at de to serier jo trods alt har så tætte forbindelser at det sagtens kan lade sig gøre. 'Angel - The Hollower' burde kunne snige sig igennem uden at træde nogen over tæerne.
Oprindeligt blev historien udviklet som en Buffy mini-serie et stykke tid
før det blev besluttet at Angel skulle have sin egen serie. I mellemtiden
er Angel serien jo blevet en realitet, så meget passende er trade paperback
udgaven blevet udgivet som en Angel tegneserie med et næsten diskret 'From
the pages of Buffy the Vampire Slayer' nederst i højre hjørne.
'Hvad er vampyrer bange for?', det er et af de spørgsmål som Christopher
Golden stillede sig selv som udgangspunkt for historien, og hvis det skulle
være noget andet end en vis køn lyshåret ung dame med tendens til at have
spidse pæle i tasken, så var der brug for et nyt monster.
Men inden The Hollower dukker op kommer vi igennem noget der nærmest er en form for prolog til den virkelige historie. Buffy og Angel er i gang med den næsten obligatoriske kamp mod vampyrer på kirkegården, da det viser sig at en af vampyrerne kender Angel fra tiden som den onde Angelus.
Referencen til Angels fortid medfører det også næsten obligatoriske flashback, som viser Angelus' første nat som vampyr efter at Darla har (gen)skabt ham. Det fungerer helt fint, pånær en enkelt detalje - hvordan hulen er Darla lige pludselig blevet mørkhåret.
Darla er den første vampyr vi nogensinde møder i Buffy-universet, og fra første afsnit er hun lyshåret, det er hun også i alle de flashbacks jeg kan huske. Og som anden sæson af Angel vil vise det, er der måske endda en pointe i at Buffy og Darla som de to store kærligheder i Angels liv blandt andet har samme hårfarve.
Denne del af historien fungerer nærmest som en 'nye læsere kan begynde her' introduktion hvor vi får slået fast at Angel har en fortid som ond vampyr, men at han nu kæmper på det godes side sammen med Buffy - knapt så overraskende for de der har fulgt Buffy over de seneste fire sæsoner.
Den virkelige historie begynder i San Fransisco, hvor en anden vampyr med forbindelse til Angels fortid, Cathrine, har sit første møde med The Hollower da den slår hendes vampyr-kæreste ihjel. The Hollower viser sig at være en dæmon der lever af at suge den dæmoniske essens ud af vampyrer. Chathrine og Angel har mødt The Hollower før, nær århundredeskiftet i Wien, og for at overleve må hun nu overbevise ham om at de bør gøre fælles sag imod den.
Det giver anledning til fortællingens andet flashback, som løber i parallel
til historien i nutidens Sunnydale. Som man næsten kunne gætte fra starten,
når det nu er Christopher Golden der er forfatteren, så er Spike og Dru
selvfølgelig også en del af fortiden. I begge forløb følger man hvordan
Angel møder The Hollower og forsøger at gøre det af med den. Dengang i
Wien troede han at det lykkedes, men denne gang i Sunnydale - ja, det skal
ikke afsløres her.
Da først historien kommer rigtigt i gang fungerer den faktisk rigtigt godt. The Hollower er et klassisk monster i bedste Lovecraft-stil, med den interessante drejning at den faktisk har noget som Angel kunne være interesseret i. For hvis den sugede vampyrens dæmoniske essens ud af ham, så ville der kun være den menneskelige sjæl der ellers har været hans forbandelse tilbage, kort sagt, han ville have chancen for at blive menneske igen - men er han rede til at løbe risikoen?
Hector Gomez som står for tegningerne, har tidligere tegnet for Marvel comics og det kan godt ses i hans streg. Stilen minder lidt om Marvel's 70-er udgave af Dracula, men generelt fanger den TV-seriens figurer meget godt. Svagest er nok Drusilla, men det må så også medgives at det ville kræve et ekstraordinært tegnetalent af gengive det helt specielle vanvid som Juliet Landau tilfører figuren i TV-serien.
'Angel - The Hollower' kan købes hos Amazon.co.uk
BuffyFan DK 12-11-01/Fotos fra Dark Horse Comics
|