BuffyFan DK forside Reklamer på BuffyFan DK
Eureka Eureka
Sæson 1 (DK)
CDON.COM - din danske plade- og filmbutik
Din danske plade- og filmbutik på nettet
Bones
Sæson 2 (DK)
Bones
forside | nyheder | forum | sidste afsnit | episoder | episode guide | quiz | merchandise | galleri | skuespillere | Angel | Angel guide | Firefly | Firefly guide | Tru Calling | opdateringer | kontakt
Opdateret 07-09-04

Øvrigt om X-Men

Introduktion til X-Universet

Hvem er hvem

Astonishing X-Men #1

Astonishing X-Men #2

Astonishing X-Men #3



Tegneserier


Astonishing X-Men #1

Anmeldt af Kent Damgaard

Anmeldelse af "Astonishing X-Men #1"

(Bemærk: anmeldelsen kan indeholde spoilers for læsere af de danske X-Men albums)

Nogen gange skal det gå meget galt for at det kan gå godt. For Marvel Comics har dette år været ganske frustrerende, ærkerivalen DC har gennemført den største offensiv i lange tider, hvilket har resulteret i at en del af de mest talentfulde folk hos Marvel har valgt at tage mod lukrative tilbud. Et af de store kup var at lokke Grant Morrison, manden bag New X-Men,som man for tiden kan læse i de danske X-Men blade, væk fra Marvel. Morrison har nok været den, der siden Chris Clarmonts dage har gjort mest for at nyfortolke X-Men, så man på en gang fik en historie der var radikalt nytænkende og stadigt tro mod de oprindelige figurer.

Joss Whedon havde i mellemtiden oplevet at to af hans shows blev lukket, Angel og Firefly, mens Buffy blev kørt frem til en planlagt afslutning. Så selv med en mulig Firefly film ventende i horisonten, var folk hurtigt ude med tanker om hvad arbejdsnarkomanen Whedon nu skulle lave.

"Skrive manuskript til X-Men 3", var en sætning der dukkede op flere gange blandt fans. Selv om Whedon blev kaldt ind som script-doctor til den oprindelige X-Men film, så var der mange fans som følte, at han havde mere at byde på end de to linier der rent faktisk endte med at blive brugt (Whedon mente i øvrigt at Halle Berrys aflevering af replikken "Do you know what happens to a toad who gets struck by lightning? The same thing that happens to everything else." absolut ikke fortjente nogen Oscar). Men selv om der ikke er nogen tvivl om at Joss Whedon om nogen ville være i stand til at fortælle Phoenix Sagaen, som X2 lagde op til skulle blive fortsættelsen, så havde blandt andet manden, der oprindeligt skrev denne klassiske X-Men historie, andre ideer om hvad Whedon skulle lave.

Chris Claremont, som er manden der mere end nogen anden skabte det X-Men team vi idag forbinder med navnet, er nemlig en stor fan af Joss Whedons arbejde, så da Marvel gik til modangreb og blandt andet også hyrede Bryan Singer, der stod bag de to første X-Men film, så slog Claremont til lyd for at man også hyrede Whedon til at udfylde det tomrum, som Morrison havde efterladt sig.

Efter en del snak frem og tilbage endte Joss med at committe sig til at lave en historie over 12 hæfter (det man i tegneserie-sproget kalder en limited series) med et X-Men team, som han selv satte sammen. Nok et klogt træk for alle parter, fans husker stadigt med gru hvordan man måtte vente i næsten et år på de to sidste afsnit af Fray, og en tilsvarende forsinkelse på den mest sælgende serie ville nok ikke være acceptabelt for Marvel.

Hvem har Joss så valgt at tage med i sit team? Først og fremmest er Cyclops stadigt lederen af team'et, men for de der kender X-Men mest fra filmene, vil det nok undre at Scott Summers nu danner par med Emma Frost, mens Jean Grey er død. Emma Frost er også en telepat ligesom Jean Grey og Professor Xavier, men hun er også en af X-Mens tidligere fjender, som har sluttet sig til dem. Det er bestemt ikke uden fortilfælde, Rogue var oprindeligt en af skurkene og selv ærkefjenden Magneto var på et tidspunkt leder af X-Men.

Det betyder så også at den velkendte trekant mellem Cyclops, Jean Grey og Wolverine ikke optræder i handlingen, til gengæld har vi så andre gnidninger mellem medlemmerne af team'et. Wolverine er alt andet end tilgivende overfor Scotts forhold til Emma Frost og hun har til gengæld svært ved at finde sig til rette med at skulle udfylde Jeans plads.

Inklusionen af endnu en oprindelig X-Man, Beast, er ikke så overraskende. Han har de seneste år været fast person i serien, hvor han danner en interessant modvægt til Wolverine. De har begge to en dyrisk natur og Beast er gennem de senere år blevet mindre og mindre menneskelig i sin fremtoning. Men hvor Wolverine integrerer sin dyriske side i sin personlighed, så kæmper Beast kampen ved at hæge om sit intellekt, som middel til hæve sig op over det dyriske.

Lidt mere overraskende er Kitty Prydes tilbagevenden til aktiv tjeneste, ihvertfald set i forhold til handlingen i de senere år, hvor hun frivilligt har trukket sig tilbage i forhold til team'et og koncentreret sig om sine studier. Men netop for Joss Whedon er hun en meget vigtig person. For ham er hun en slags Buffy-før-Buffy, en ung kvinde der kommer overens med at have store kræfter og at skulle kæmpe mod overvældende odds. Personligt ville jeg jo mene at Kitty med sine overvejende defensive kræfter, kombineret med høj intelligens og evner med en computer, nok mere minder om Willow.

Endnu en interessant drejning er at Joss putter X-Men tilbage i deres gamle kostumer. Den generelle trend har ellers været at forlade dette typiske superhelte-varemærke. Både i filmen og i serien er de farvestrålende uniformer erstattet med sort læder, men Scott Summers forklarer her i åbningsnummeret, at dette netop har været et fejltrin. X-Men har fjernet sig fra de normale mennesker, som de skal prøve at få til at forstå Charles Xaviers drøm om fredelig sameksistens mellem mutanter og mennesker. Så derfor er planen at vende tilbage til uniformerne, tilbage til at være helte og kæmpe for de uskyldige. Marvel kalder selv deres re-lancering af X-titlerne for "X-Men reloaded" og det må man jo sige at Joss lever op til.

Tegningerne står John Cassaday for, de er smukke og meget rene i stregen, hvilket passer godt til den tilbagevenden til at være superhelte igen. Til gengæld er jeg ikke særligt vild med hans måde at tegne Kitty Pryde, hun ligger for langt fra Kittys udseende i den historier, hvor man har fulgt hende som studerende, og hun virker for kedelig og ordinær. Desværre er det ikke fordi at Cassaday ikke kan ramme hendes udseende, som det var tidligere, for de flashbacks vi ser rammer den originale streg perfekt.

En anden ting jeg ikke er helt tilfreds med ved Cassadays valg, er at Emma Frost har mistet noget af det farlige femme fatale hun havde over sig tidligere. Hun ligner mere en ordinær blondine end den ofte fuldstændigt skrupelløse person man kender hende som. Måske er det med overlæg for at demonstrere at hun nu er en del af heltenes team, men det virker lidt forkert.

Handlingen i første nummer er mest centreret om at sætte de centrale personer i scene og forklare ændringerne i forhold til det tidligere team, men små hints om en big bad bliver droppet undervejs, ligesom slutningen byder på en ganske overraskende opdagelse med hensyn til de mutationer, som er årsagen til X-Men og deres modstanderes overnaturlige ræfter.

Alt i alt kan man slet ikke vente på næste nummer og selv om jeg har mine reservationer overfor nogen af tegningerne, får det ikke lov til at trække mere end en halv stjerne fra.

'Astonishing X-Men #1' kan købes hos danske Fantask

BuffyFan DK 08-07-04



 
  "Buffy the Vampire Slayer" TM and © Twentieth Century Fox and its related entities. All rights reserved. Any reproduction, duplication or distribution of these materials in any form is expressly prohibited.
This web site, its operators and any content on this site relating to "Buffy the Vampire Slayer" are not authorized by Fox.

Visit the official Buffy the Vampire Slayer Site