|
Anmeldelse af "Astonishing X-Men #3"
(Bemærk: anmeldelsen kan indeholde spoilers for læsere af de danske X-Men albums)
I slutningen af Astonishing X-Men #2 opsøgte Beast den mystisk Dr. Rao, som påstod at have fundet en kur, der kunne kurere mutanter for effekterne af den genetiske mutation der er sket med dem. Hun kan med andre ord på godt og ondt tage deres kræfter fra dem.
Beast er på en gang et dyrisk væsen, som gennem de senere år har udviklet sig på en måde så man kunne tro at han bevægede sig bagud i evolutionen. Først var han menneskelig, så abe-lignende og i sin nuværende version mere katte-lignende. Men samtidig er han den højt intelligente videnskabsmand Dr. Hank McCoy, som bare er nysgerrig efter at finde ud af om hendes serum virker. Eller er han...
Wolverine er ihvertfald ikke i tvivl, han tror at Beast, på linie med en del af skolens elever og en lang række mutanter udenfor, ønsker at vende tilbage til at leve som normalt menneske. Wolverine er også selv en person med en stærk dyrisk side, men for ham er der ikke den splittelse, der nogen gange kan forekomme at være for Dr. McCoy.
Den verbale konfrontation mellem de to leder op til et slagsmål, som får en af de yngre elever til at udbryde "So, what... the teachers spend all their time here trying to kill each other", med tilføjelsen "The place is so cool", og det kan man kun give ham ret i. Kampen mellem Wolverine og Beast er fremragende, men desværre alt for kort.
I mellemtiden er billedet af den mærkelige superskurk ORD of the Breakworld ved at blive klarere... eller måske mere grumset. For det viser sig at hans opdukken samtidig med Dr. Raos annoncering ikke er tilfældig. Og oven i det tegner der sig en forbindelse mellem hans mænd og SHIELD.
Nick Fury, lederen af SHIELD, som ellers ofte er gået imod regeringens og offentlighedens holdninger i forsøg på at hjælpe X-Men, har til gengæld ikke meget til overs for Scott Summers' henvendelse for at få opklaret forbindelsen.
Uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende danske numre af X-Men, så er der sket en del omvæltninger i verden i forbindelse med at X-Mens gamle ærkefjende Magneto er vendt tilbage. Faktisk kan man roligt sige, at Marvel universet har oplevet noget der måske godt kan sidestilles med en 11. september. Det har splittet X-Men internt og det har også splittet deres supportere rundt omkring. Men måske har Oberst Fury også sin egen agenda i dette spil.
Konklusionen på Dr. McCoys analyse af anti-mutant serum'et får vi dog ikke i dette nummer, for inden han når så langt som at finde ud af om det virker eller ej, gør han en anden opdagelse. Serum'et er blevet testet allerede, på en krop som Dr. McCoy allerede kender ganske vel, og som X-Men var overbevist om var død og begravet.
Der er virkeligt blevet lagt op til en eksplosiv konfrontation i #4, men indtil da kan man kun sige at #3 holder stilen fra de to første numre. Historien bliver ved med at tage uforudsete drejninger og spændingen mellem de forskellige personer holdes ved lige. Tegningerne er, med de reservationer jeg allerede har nævnt i tidligere anmeldelser, fremragende. Specielt Oberst Fury har en næsten Clint Eastwood-agtig hårdhed over sig.
Og ikke mindst brugen af holografi-teknologien i farerummet giver endnu en gang mulighed for nogen absurde billedmæssige kommentarer til personernes handlinger - efter kampen mellem Beast og Wolverine bliver hele team'et samlet i farerummet, som er lavet om til et børneværelse i overstørrelse.
'Astonishing X-Men #3' kan købes hos danske Fantask
BuffyFan DK 07-09-04
|